Hvad er belønningsbaseret træning? - Teller's Ivrige Snuder

Gå til indhold
Adfærd & Træning
Hvad er belønningsbaseret træning?
Der har altid været mange holdninger og ideologier indenfor hundetræning - men selvom det måske ikke er noget man tænker over i sin hverdag derhjemme, så er hundetræning (og mere universelt, dyretræning) faktisk et forskningsfelt i sig selv.

Belønningsbaseret er lidt en "paraplybetegnelse" for rigtig mange forskellige metoder og tilgangsforme, der alle har én ting til fælles: De bygger på evidensbaseret og etisk funderet læringsteori - og handler om, at vi styrker ønsket adfærd ved at belønne den - og vi mindsker uønsket adfærd, ved at undgå at belønne dette.

Belønningsbaseret træning handler altså, ekstremt kort fortalt, om at vi opelsker de gode vaner igennem strukturerede træningsmetoder - så hunden føler, at det er dette, som kan betale sig.

Dette er milevidt fra, hvordan man trænede hunde før i tiden og har grundlag i både en helt ny holdning til hunden som et levende og sansende væsen, men derudover også med udgangspunkt i en ny forståelse for, hvordan hunden ser verden, agerer på verden og forstår verden omkring sig.
Der findes, forsimplet og forenklet fortalt, fire måder at påvirke hundens adfærd.
Rent læringsteoretisk, så deles de fire metoder op i 2 former for forstærkning (øger frekvensen af en adfærd) og 2 former for straf (mindsker frekvensen af adfærd). Disse to former kan være henholdsvis positive (noget tilføjes) og negative (noget fjernes).

Disse ord skal så sættes sammen, så du har både positiv forstærkning og positiv straf. Men du har også negativ forstærkning og negativ straf.

Positiv er altså, hvis du har kunnet følge med så langt (og det kan de færreste!), ikke nødvendigvis godt. En positiv forstærkning betyder nemlig, at hunden vil udvise en adfærd oftere (forstærkning), fordi der tilføjes noget hunden ønsker (positiv), som konsekvens af adfærden. For eksempel en godbid.

Omvendt ved positiv straf, så vil hunden udvise en adfærd sjældnere (straf), fordi der tilføjes (positiv) noget, hunden finder ubehageligt, som konsekvens af adfærden. For eksempel skæld ud.

I stedet for at se følelsesmæssigt på ordene "positiv" og "negativ", skal det altså ses matematisk som + (noget tilføjes) og - (noget fjernes).
Du kan se det illustreret i tabellen herover.

Når vi arbejder belønningsbaseret, så arbejder vi inden for de to grønne felter. Altså positiv forstærkning (vi øger frekvensen af adfærd, ved at give hunden noget ønsket) og negativ straf (vi mindsker frekvensen af adfærd, ved at hunden mister adgang til noget/muligheden for at få noget - fx opmærksomhed).

Igen er dette forsimplet, for der er super mange lag i disse metoder!

Hvis belønningsbaseret træning skal virke, så er vi derfor nødt til at lægge en strategi i vores træning - igennem træning skal vi opbygge et stærkt fundament for samarbejdet -  og vi skal undgå at hunden øver sig i at praktisere uønsket adfærd, for "det de øver sig på, det bliver de bedre til". Det betyder, at vi skal tilrettelægge miljøet, så hundens chance for succes er høj! Med hvalpen handler det fx om at gemme ledninger væk, sørger for, at der ikke ligger sko og andre spændende sager frit tilgængeligt. Med unghunden handler det om ikke at lade den få succes med at trække over til en anden hund, finde og opspore et vildtspor m.m. Og med den voksne hund - der skulle man gerne efterhånden have lagt et godt og solidt fundament, som har skabt nogle gode vaner. Og til pludselige situationer, have nogle veltrænede signaler, der kan guide hunden.

En hund, som trænes belønningsbaseret, har behov for at lære en række kompetencer. Og jo yngre man starter, jo lettere er det selvfølgelig :-)
Vi starter småt - og derefter "The Sky Is The Limit!"

Hvis man starter med at skabe et stærkt fundament, så er der snart ingen grænser for, hvad du kan lære din hund, udelukkende ved brug af belønningsbaserede metoder. Lige fra dog-dancing, til reelt eftersøgningsarbejde, konkurrencelydighed - og et hav af seje familiehundetricks! Men vigtigst af alt? Du kan lære at leve i konfliktfri harmoni og trivsel med din hund, et forhold baseret på gensidig tillid.

Men for at dette kan lykkes, så starter vi småt - vi starter med små, lette øvelser, som hvalpen og den uerfarne hund let kan overskue. Og vi starter hjemme i stuen.
AL nyindlæring foregår i rolige og kendte omgivelser. Herefter, når hunden har lært det indenfor, så kan vi prøve nye steder - og huske at vi ikke kan forvente samme niveau, som hjemme i stuen. Denne systematik hedder generalisering og handler om at forme hundens forståelse for øvelsen i trygge omgivelser og efterhånden dens forståelse og evne i nye omgivelser! Den unge og/eller uerfarne hund har svært ved dette - men jo mere de har lært at generalisere, jo lettere har de ved at generalisere nye øvelser!

Små øvelser er fx at tilbyde øjenkontakt. Træne snudedut på hånd. I starten efterfølges hvert eneste forsøg fra hundens side af en belønning. Og stille og roligt bygger vi på, hele tiden med udgangspunkt i, at hunden er "med på legen" og har en høj succesrate (80-100%). Efterhånden når vi til, at hunden lærer indkald - og under gradvist sværere forhold. At sætte sig - og blive siddende. Efterhånden også nærmest ligegyldigt hvad der sker. At passere andre hunde - også selvom de andre hunde måske ikke passerer lige så roligt. Og meget andet!
Vi skal lære at bruge vores belønninger effektivt!

Det vigtigste at forstå, er, at hvad der er en belønning og dens værdi, er individuelt for hver enkelt hund.

Godbidder er effektive, da du nemt kan lave mange træningspas i streg - og der findes et utal af muligheder, men generelt: Jo blødere og relativt mindre dets bedre - af hensyn til at kunne få flest mulige træningspas ind.

Men en godbid kan gives på mange måder - den kan gives direkte i munden, eller gøres til jagtlege eller søgelege. DIN entusiasme har også betydning for godbiddens værdi!

Og der findes leg - trækkelegetøj, en kastet bold - nogle hunde elsker også bare en god leg tagfat! Dette er en mindst lige så vigtig belønning, som godbidder, hos de fleste hunde og hundetrænere! Leg åbner nemlig op for en helt anden entusiasme hos hunden - og engagement fra ejer.
Og vigtigst af alt? Så er hundetræning trods alt ikke mere videnskabeligt end, at du SKAL HUSKE DIG SELV i hele denne ligning. DU er en kæmpe faktor ift. om hunden synes, træningen er sjov eller om du bare er en kedelig (men velsmagende) godbidsautomat. Engagér dig i belønningerne, vær ægte glad, når din hund gør det godt. Og lær at sige "pyt, vi prøver igen", hvis det går galt. Mens ros og sociale relationer sjældent for hundene til at arbejde alene - så udgør de 50%+ af arbejdet, når du opbygger samarbejdsvilje og entusiasme hos din belønningstrænede hund!
Følg mig for seneste nyt!
Teller's Ivrige Snuder
Træningsplads i Ballerup
v. Rikke Marstrup Mollerup
+45 25324648
rikke@tellersivrigesnuder.dk

"When the WHY is clear,
the HOW is easy"
Ukendt forfatter
Tilbage til indhold